Tilbagemelding på tilsynsbesøg 2020
Dagtilbud: Rishøjens børnehus
Dato for besøg: 16.09.2020
Lovgivning
Ifølge Dagtilbudsloven skal Kommunalbestyrelsen føre tilsyn med indholdet i dagtilbud, og den måde opgaverne udføres på. Tilsynet indgår som en del af kommunalbestyrelsens overordnede ansvar for kvalitetsudvikling inden for dagtilbudslovens rammer.
Kommunalbestyrelsen har ansvar for at:
• Dagtilbuddet styrker børns trivsel, udvikling og læring
• Dagtilbuddet varetager opgaverne på faglig og økonomisk forsvarlig måde
• Forebygge og gribe ind så eventuelle problemer ikke udvikler sig
• Borgerne får den service, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger og retningslinjer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
De generelle tilsynsbestemmelser fastslår, at tilsynet skal omfatte både den indholdsmæssige del af dagtilbuddets arbejde, og den måde hvorpå dagtilbuddet løser sine opgaver. Dermed indeholder det pædagogiske tilsyn både en pædagogisk udviklingsopgave, en kontrolopgave samt en dokumentationsopgave.
I praksis udføres tilsynet af en pædagogisk konsulent.
Tilsynsrapporten beskriver observationer fra pædagogisk praksis i hverdagen, og den efterfølgende samtale med leder /områdeleder og eventuelt personaler og bestyrelse.
Konklusion på tilsynsbesøget
Hvad viser tilsynet:
1. Rishøjen lever op til intentionerne i dagtilbudsloven, den pædagogiske læreplan samt Køge Kommunes politikker.
Fremadrettede opmærksomhedspunkter
-Etablering af evalueringskultur ift. de pædagogiske læringsmiljøer, så de tilpasses og afspejler børnegruppens behov og forudsætninger.
Tilbagemelding på pædagogisk tilsyn
Dato: 16.09.2020 kl. 8:00
Institution: Rishøjens børnesyn
Pædagogisk konsulent: Charlotte Ladehoff
Indholdspunkter: Svar:
De fremadrettede opmærksomhedspunkter fra tilsynssamtalen i 2019.
- Fokus på viden om god organisering af læringsmiljøer:
Til Inspiration:
https://www.eva.dk/dagtilbud-boern/videnom-organisering-laeringsmiljoeer-
Livs- og læringsmiljøer i vuggestuen, med henblik på at rummet understøtter børnegruppens behov, også i ydertimerne:
Se procesark til inspiration for organisering af et godt læringsmiljø:
https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-08/PROCESARK_Organisering_af_et_godt_laeringsmilj%C3%B8.pdf
Status på de fremadrettede opmærksomhedspunkter fra tilsynssamtalen i 2019.
Ved tilsynet 2020 er der observationer som viser flere livs- og læringsmiljøer af høj kvalitet.
Forskning viser at bl.a. følgende er kendetegnende:
-Gode relationer og et godt samarbejde mellem forældre og pædagogisk personale understøtter børnenes trivsel, udvikling og læring. Det gør
det ved at skabe sammenhæng mellem barnets læringsarenaer i dagtilbuddet og hjemmet.
-Interaktion mellem børn og voksne er nok dét vigtigste forhold, der skal til for at skabe dagtilbud af høj kvalitet. Det viser både dansk og
udenlandsk forskning. God interaktion mellem børn og pædagoger bygger ifølge studier på, at den voksne er nærværende og hyppigt skaber
kontakt med hvert barn, fordi et højt antal interaktioner i sig selv har værdi. I den gode interaktion bliver barnet mødt af en forstående
voksen, der inddrager barnet og dets interesser i interaktionen
- Forskningen viser, at de gode interaktioner mellem børn og voksne også optræder i legen.
Børn øver sig i relationer, når de leger sammen, og legen fungerer således som en arena for emotionel såvel som social udvikling. For de
mindste børn er det afgørende for deres engagement, at pædagogen fysisk er til stede og selv deltager, når børnene leger med hinanden
eller leger parallellege. De voksne kan styrke børnenes engagement i legen ved at deltage ligeværdigt og hjælpe børnene videre, hvis de
går i stå eller bliver uvenner.
Hvis den voksne blot er til stede i rummet, kan det også betyde, at børnene leger mere intenst, end når de ikke er bevidste om, hvor de voksne befinder sig.
Følgende observationer viser at Rishøjen er godt på vej, og at Det Fælles Pædagogiske Grundlag er kendetegnende for den tilgang hvormed der arbejdes med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Observationer:
På børnehavens legeplads er der gjort klar til børnene, med aktiviteter med voksendeltagelse, spredt ud området.
Nogle børn leger på kanten af sandkassen, 2 børn cykler om kap, rundt om en stor høj på små løbecykler, et barn er lige afleveret og står lidt afventende og kigger ind over det lave træstakit ind til vuggestuens legeplads.
Barnet oplyser at hun kigger efter sin mor, som lige er gået ud af lågen.
Barnet får øje på et personale som ankommer, og flere af børnene kommenterer med begejstring i stemmen: at nu kommer XXX.
De fleste børn samles ved de aktivitets- og samværsmuligheder som der er omkring personalets aktiviteter.
Dette ved borde hvor der snakkes, synges og er dialogisk læsning. Børnene er kendte med sange og fagter. Der ses smil og inddragende øjenkontakt fra personalets side, til børn der er mere forsigtige i deltagelsen.
Enkelte børn der står lidt i udkanten og kigger på, kommer ind i fællesskabet med positiv kontakt og opfordring fra personalet.
Et andet sted på legepladsen er der tilbud om lege, og andet aktivitetsmateriale, som flere børn er optaget af. Et personale støtter og guider børnene, samtidig med at hun er opmærksom og anerkendende overfor de børn og forældre der ankommer.
Personalets imødekommende gestus med opmærksomhed, og inddragende bemærkninger, eks. på en bamse der medbringes, har en synlig positiv betydning for overgangen fra hjem/forældre til dagtilbud.
Børnene fordyber sig i de tilbudte aktiviteter, og der er mange dialoger mellem børn og medarbejder. Medarbejderne udviser opmærksomhed på at aktiviteterne tilpasses børnegruppen undervejs, og at børnene inddrages i at vælge indenfor de givne rammer.
Medarbejderne giver særligt omsorg til børn der har brug for at være tæt på dem, ved f.eks. at lægge en arm rundt om barnet, lytte og holde øjenkontakt og fælles opmærksomhed.
Vuggestuen er på legepladsen med 3 medarbejdere og 10 børn. En medarbejder sidder i sandkasse med 4-5 børn. Børnene leger ved siden af hinanden, graver, hælder sand op og ud, bruger skovle, spande, biler. Medarbejderne understøtter børnenes handlinger med ord, og giver skiftevis opmærksomhed til alle børnene.
Ved et bord sidder 3 børn og en medarbejder og tegner streger med farver på papir.
Børnenes handlinger og intentioner tolkes og understøttes, ex. et yngre barn som ønsker at kramme og krølle papiret, men også at få adgang til en håndfuld farver, støtte i dette.
Et andet barn udtrykker ønske om en bestemt farve. Han bliver synligt meget tilfreds, da medarbejderen kommenterer anerkendende på, at det netop er den farve han har udtalt ønske om, og som han har fundet.
Et af de yngste børn der kravler væk fra en samværet med en personaler og børn der gynger, er næsten ved at nå hen til sandkassen. Turen derhen går over græs, sand, lidt grene o.a. og barnet er klædet på med egnet tøj og fodbeklædning.
Selv om tøjet giver lidt begrænsninger i turen, er barnet meget fokuseret på at nå sandkassen. De 3 medarbejdere er alle opmærksomme. Da barnet når sandkassen, og forsøger at komme op over kanten, hvilket ikke er muligt, giver en medarbejder hjælp til at komme helt op.
En medarbejder kommer ud med en papkasse, hvori der klippes et hul med plads til en hånd. Papkassen lægges over ex en skovl, som så ikke længere er synlig for børnene.
Flere børn forlader den aktivitet de var i gang med, for at komme hen til kassen. Et barn opfordres til at komme hånden ned i hullet, og mærke på den gemte genstand. Medarbejderen spørger til hvad barnet kan mærke, om det er hårdt eller blødt, og hvad det kan være for en genstand.
Børnene bliver utålmodige for at få tur til at mærke, og enkelte børn forlader aktiviteten undervejs.
Den fælles opmærksomhed er svær at fastholde, og dialogen med det barn der er i gang med at mærke, bliver mindre intensiv.
Refleksioner:
-Hvilke tanker har I gjort jer ift. læringsmljøerne på legepladsen for vuggestuebørnene?
Herunder hvilke reflektioner er der i forhold til alle børn på legepladsen?
-hvordan evalueres det pædagogiske læringsmiljø, så det tilpasses og afspejler børnegruppens behov og forudsætninger?
Status på udvikling af det pædagogiske grundlag
Rishøjen er godt i gang med arbejdet med Den Styrkede Læreplan. Der er nedsat en arbejdsgruppe, med lederen, et fagligt fyrtårn og en medarbejder, som drøfter implementerings-processen og skrivedelen.
Evalueringskulturen er i sin opstart, og lederen afsætter tid til evaluering på personalemøder. Lederen går foran i processen med en reflekterende tilgang til pædagogiske drøftelser om læringsmljøer.
Situationsbeskrivelser/videoer til brug i pædagogisk tilsyn 2020
Det skal være en situationsbeskrivelse/video, der sætter fokus på en situation, som I vurderer, har god/høj faglig kvalitet og en situation, hvor der er udfordringer og ”bøvl” i den pædagogiske praksis i forhold til at sikre det gode børneliv og dagtilbudsstrategiens vision om at tage udgangspunkt i meningsfulde fællesskaber, hvor børnenes perspektiver og deltagelsesmuligheder er i centrum. Situationsbeskrivelserne skal anvendes til at have et afsæt for at drøfte kvalitet, Dagtilbudsstrategi, pædagogisk grundlag, mønstre, tendenser og udfordringer i en hverdag, som stadig til en vis grad er præget af smitterisiko med cowid19. Derfor lægges op til, at der i drøftelserne af situationsbeskrivelserne/videoerne kommer et særligt fokus på det tilstræbte børneperspektiv, hvor vi prøver at se situationerne fra børnenes perspektiv – se med børnene og se de forskellige muligheder de har for at deltage i den konkrete kontekst sammen med de andre børn og voksne.
Rishøjen arbejder med at den røde tråd er tydelig for alle medarbejdere. Der er fokus på at følge børnenes spor, dvs. at være lydhøre og observerende i forhold til børnenes handlinger, intentioner og kropslige udtryk.
Der arbejdes med at alle medarbejdere skal se sig som rollemodeller for børnene, hvor ex madkulturen er et indsatspunkt. Kulturen er, at alle spiser sammen, og at det er af stor betydning for børnenes madmodighed, at der er en positive stemning omkring måltidet.
Coronasituationen har medført nye rutiner for aflevering og afhentning. Forældre har afleveret udenfor eller i døren, og der har vist sig en større ro ved afsked og i kontakten med forældre. Færre børn er blevet kede af det i afleveringssituationerne.
De tydelige rammer kan have indvirket på, mindre usikkerhed i situationen, hos både personale og forældre, med indvirkning på børnene.
Mulighed for at lederen kan uddybe et udvalgt lederpunkt fra spørgeskema
Ej relevant, da samtalens indhold var dækkende.
Mulighed for at konsulenten kan spørge til uddybning af et punkt fra spørgeskema
Ej relevant, da samtalens indhold var dækkende.
Fremadrettede opmærksomhedspunkter
Tilsynet giver ikke anledning til opfølgende besøg eller skærpet tilsyn. Rishøjen lever op til intentionerne i Dagtilbudsloven, Ny pædagogisk læreplan, samt Køge Kommunes politikker. De igangværende indsatser skal vedligeholdes og løbende udvikles.
Fremadrettede opmærksomhedspunkter.
-Etablering af evalueringskultur ift. de pædagogiske læringsmiljøer, så de løbende tilpasses og afspejler børnegruppens behov og forudsætninger?
Dagtilbuddets bemærkninger til tilsynsrapporten
Dagtilbuddet har ingen bemærkninger til tilsynsrapporten