I Rishøjens børnehus anerkender vi hvert barn som et ligeværdigt individ, der udvikler sig gennem relationerne i fællesskab. Vi vægter, at barnet er aktiv deltager i fællesskabet, hvilket giver barnet mulighed for at udvikle kritisk tænkning, danne holdninger, udtrykke sig og løse problemer.
Vi ser dannelse som en dybt forankret læring, der afspejler sig i barnets personlighed som et hensynsfuldt og demokratisk menneske Dette opnår vi ved, at introducere barnet for en bred vifte af sociale og kulturelle oplevelser i løbet af dagen. De voksne i institutionen er aktivt til stede og engageret i at støtte barnets udvikling, ved at være til stede for barnet både fysisk og følelsesmæssigt og se verden fra barnets perspektiv.
Vi anerkender børn som selvstændige og kompetente individer og det er vores ansvar som voksne at skabe rammerne for et berigende børneliv. Vi lægger vægt på at lytte til barnets egne perspektiver og erfaringer, da dette er afgørende for at skabe en meningsfuld og udviklende pædagogisk praksis. Ved at være lydhøre overfor barnets stemme og behov, kan vi sikre at vores pædagogiske tilgange er relevante, engagerende og meningsfulde for hvert enkelte barn.